Projektleder for forretningsudvikling

Vil du være med til at udvikle en landsdækkende hub for cybersikkerhed med henblik på at skabe kommercialiserbar innovation hos start-ups og smv’er og derigennem gøre sikkerhed til et dansk konkurrenceparameter?

Har du flair for at kommercialisere viden til gavn for danske virksomheder? Vi kan tilbyde en stilling, hvor du får ansvar for den eksterne og interne forretningsudvikling i Danish Hub for Cybersecurity.

I takt med at virksomheder verden over bliver udsat for nye trusler i form af cyberangreb, ligger der et uudnyttet vækstpotentiale inden for produkter og løsninger med høj sikkerhed. Danish Hub for Cyber Security er en ny organisation, der vil accelerere innovation og udvikling inden for cybersikkerhed for start-ups og andre danske virksomheder ved at opbygge og understøtte et økosystem, hvor universiteters, erhvervsakademiers og GTS-institutters kapacitet, kompetencer og infrastruktur inden for forskning, uddannelse og entreprenørskab stilles til rådighed.

Jobbet
Du bliver en del af vores nyoprettede sekretariat med en leder og fire medarbejdere. Vi er placeret på DTU’s campus i Lyngby, men vil fungere mobilt i understøttelsen af aktører i hele landet.

Dine primære ansvarsområder som forretningsudvikler er målrettet både hubbens interessenter samt udvikling af hubben som økonomisk selvbærende:

Du understøtter iværksætteri og starts-ups i tæt samarbejde med hubbens innovationsansvarlige og partnernes iværksættermiljøer
Du hjælper cyber-virksomheder med at udvikle forretningspotentiale inden for produkter eller services
Du er med til at udvikle hubbens aktiviteter, så de bringer mest muligt værdi til danske virksomheder
Du forventes at kunne understøtte hubbens leder og bidrage til hubbens interne strategi og forretningsplan, således at Danish Hub for Cybersikkerhed vil være selvfinansierende i 2023

Vores forventninger til dig
Vi forestiller os, at du har relevant erfaring fra en tilsvarende stilling, eller måske selv har startet egen virksomhed. Du behøver ikke være ekspert i cybersikkerhed, men kendskab vil være en fordel. Det er vigtigere, at du kan arbejde selvstændigt og formår at se forretningsmuligheder og evner at sprede din naturlige entusiasme.

På det faglige plan forventer vi, at du:

Har erfaring med forretningsudvikling, herunder særligt med at kommercialisere forskning og viden
Har forståelse for hele værdikæden inden for entreprenørskab
Har arbejdet med projektledelse og derfor både kan udvikle og gennemføre projekter
Har erfaring med at rådgive både forskere og erhvervsfolk om forretningsudvikling
Kommunikerer klart og tydeligt på dansk både mundtligt og skriftligt samt kan begå dig på engelsk

På det personlige plan lægger vi vægt på følgende egenskaber:
Du er samarbejdsorienteret og brænder for at bidrage til at opbygge den nye Danish Hub for Cybersecurity
Du trives med at bevæge dig ind på nye områder og går gerne foran i igangsættelsen af nye initiativer
Du tager ansvar
Du får en bred kontaktflade til hub-medlemmerne og øvrige aktører, så vi forventer, at du er åben og serviceminded
Du arbejder proaktivt og venter ikke på, at en kontakt tager fat i dig
Som person er du grundig, vedholdende og indstillet på, at din succes som forretningsudvikler i høj grad måles på, hvor godt det lykkedes dig at hjælpe nystartede cybervirksomheder til vækst

Hvad tilbyder vi dig
Du bliver en del af en helt ny organisation, hvor du får mulighed for at sætte dit eget præg på stillingen som en af nøglepersonerne i et landsdækkende netværk for cybersikkerhed. I hubbens første år er den forankret på DTU, og du bliver derfor en del af en organisation, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestenene.

Din arbejdsplads
Du kommer til at arbejde tæt sammen med hubbens øvrige partnere over hele Danmark: Alexandra Instituttet (AI), Aarhus Universitet (AU), CenSec/Inno-Sec (Inno-Sec), Copenhagen Business School (CBS), Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut (DBI), Erhvervsakademi Aarhus (EAAA), FORCE Technology (FORCE), InfinIT (InfinIT), IT-Universitetet (ITU), Københavns Erhvervsakademi (KEA), Københavns Universitet (KU), Roskilde Universitet (RUC), Syddansk Universitet (SDU), Aalborg Universitet (AAU) og det danske erhvervsliv. Cyberhubben arbejder på en fire-årig bevilling fra Industriens Fond.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er administrativt forankret på DTU Compute, og arbejdssted er DTU Lyngby Campus. Stillingen er en fuldtidsstilling, hvor du ansættes som projektmedarbejder. Ansættelse pr. 1. april 2020 eller snarest herefter indtil projektet afsluttes, forventeligt den 31. marts 2023.

Stillingen besættes enten som AC fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af kvalifikationer. Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 21. februar 2020. Ansøg online, hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Danish Hub for Cybersecurity Henrik Fougt, telefon 9137 0057. Du er også velkommen til at læse mere om os,
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.